Annonce

Annonce

Ruth Cording på hjemmekontoret som nybagt importør af økologiske kolonialvarer i 2011

Da Ruth Cording etablerede Økotaste i 2011, anede hun ikke, at firmaet 11 år senere kunne kalde sig Kongelig Hofleverandør, og hun håber, at ordningen fortsætter efter tronskiftet. Arkivfoto: Jakob Brandt

Lille økologisk enkeltmandsvirksomhed risikerer at miste royal blåstempling

Det lille sjællandske importfirma Økotaste er en af de mange danske virksomheder, som risikerer at miste prædikatet ’Kongelig Hofleverandør’ i forbindelse med det kommende tronskifte.

Det er kun halvandet år siden, at en glad og stolt Ruth Cording, som ejer Økotaste i Brøndby Strand, modtog svaret om, at Kongehuset havde godkendt hendes ansøgning og tildelte hendes importvirksomhed med økologiske kolonialvarer og delikatesser prædikatet som 'Kongelig Hofleverandør'. Men nu er det måske snart slut.

I alt har 104 danske virksomheder og fem udenlandske lov til at kalde sig kongelig hofleverandør. Af dem er ca. halvdelen leverandører af føde- og drikkevarer, og sammen med flere danske producenter risikerer Økotast snart at miste betegnelsen ’Kongelig Hofleverandør’ i kølvandet på det kommende tronskifte.

Listen tæller bl.a. en række af landets største fødevareproducenter som Arla Foods, Carlsberg og Danish Crown, men også små specialleverandører har fået kongehusets blå stempel.

Kongelige hofleverandører

  • Prædikatet 'Kongelig Hofleverandør har eksisteret i mere end 100 år og tildeles som en særlig anerkendelse af en virksomhed ud fra en vurdering af kvalitet, forretningsførelse, samfundsansvar og ordentlighed.

  • Der er i dag tildelt 104 hofprædikater til danske virksomheder og fem til udenlandske. Ca. halvdelen af dem leverer fødevarer til hoffet.

Kilde: Kongehuset

Stolt og beæret

En af dem er enkeltmandsvirksomheden Økotaste, som Ruth Cording etablerede i 2011. Hun har siden specialiseret sig i at levere økologiske fødevarer, specialiteter og delikatesser til specialhandlen og hotel- og restaurantbranchen, og hun var både stolt og beæret, da Økotaste efter otte år med Kongehuset som kunde i 2022 blev indlemmet i den eksklusive klub af kongelige hofleverandører. Det skete i forbindelse med Dronning Margrethes fødselsdag 16. april 2022.

Fra kontoret på Brøndby Strand ved Ruth Cording dog reelt ikke, om Økotaste sælger flere varer på grund af positionen som royal leverandør, men hun er både stolt og beæret over aftalen med Kongehuset, og hun håber, at det er muligt at beholde den royale blåstempling.

”Det er jo en blåstempling af hele min virksomhed og mine produkter. Kongehuset kigger både på moral og etik og hele forretningen bag, før man bliver godkendt,” siger Ruth Cording, som betragter Kongehuset som den ypperligste kunde, hun kan have i sit kundekartotek.

Økotaste risikerer at brænde inde med et større parti pakketape med kongekrone og tilhørende tekst, hvis ikke firmaet kan fortsætte som kongelig hofleverandør
Økotaste risikerer at brænde inde med et større parti pakketape med kongekrone og tilhørende tekst, hvis ikke firmaet kan fortsætte som kongelig hofleverandør. Foto: Økotaste

I dag indgår kongekronen derfor både i hendes logo og på et stort parti pakketape, som hun bruger, når hun pakker ordrerne på lageret, der ligger på Avedøre Holme, hvor antallet af varenumre nærmer sig 200.

”Jeg fik lavet et monsterstort parti tape, så jeg havde nok til fem års forbrug, og jeg håber, at jeg får mulighed for at fortsætte som kongelig hofleverandør. Ellers må jeg bruge noget ekstra tape, når jeg pakker varer i det kommende år,” griner Ruth Cording, som både har leveret varer til kronprinseparret og til Dronning Margrethe.

”Faktisk leverer jeg nok flest varer til kronprinseparret, så jeg kan håbe, at de vælger at køre videre med ordningen, når Frederik overtager tronen.”

Åbner døre til udlandet

Normalt gælder leverandøraftalen med Kongehuset for fem år, men hun var orienteret om, at aftalen ophører i forbindelse med et tronskifte, forklarer Ruth Cording. I praksis betyder det, at den særlige status som hofleverandør ophører et år efter tronskiftet. Det vil sige 14. januar 2015, men i øjeblikket hersker der en del usikkerhed om, hvad der kommer til at ske med ordningen.

Kongehuset oplyste onsdag, at der på et senere tidspunkt vil blive taget stilling til Kongelig Hofleverandør-ordningen, som formentlig har størst værdi for danske eksportvirksomheder, der bruger den royale blåstempling, når de skal åbne døre til nye udenlandske markeder.

En lille diskret kongekrone indgår i Økotast-logoet på flere varer, og det er blevet bemærket af flere kunder
En lille diskret kongekrone indgår i Økotast-logoet på flere varer, og det er blevet bemærket af flere kunder. Foto: Økotaste

I forbindelsen med udnævnelsen til Kongelig Hofleverandør i 2018 fortalte Danish Crowns topchef, Jais Valeur således til FødevareWatch, at prædikatet især har stor effekt på eksportmarkedet.

”Der er ingen tvivl om, at den kongelige krone har stor betydning for os som koncern. Specielt når vi går ind på nye markeder. I Kina er det f.eks. en stor fordel at have kongekronen i ryggen, og det afføder høj anerkendelse og respekt,” sagde han til mediet.

Ecco blev slettet af listen

Hidtil har Kongehuset fulgt en linje, hvor prædikatet som kongelig hofleverandør bortfalder, hvis virksomheden på baggrund af en samlet konkret vurdering ikke længere lever op til kriterierne for tildelingen, og prædikatet fratages også, hvis virksomhedens ejere idømmes straf ved domstolene. Læs mere om reglerne her.

En af de virksomheder, som for nylig er blevet fjernet fra listen, er sko-koncernen Ecco, som har valgt at blive på det russiske marked efter landets invasion af Ukraine. Kongehuset har dog ikke offentligt begrundet, hvorfor Ecco blev fjernet som leverandør.

Kongelige leverandører af mad- og drikkevarer

45 danske og fem udenlandske leverandører af mad- og drikkevarer risikerer at miste prædikatet Kongelig Hofleverandør den 14. januar 2025 - et år efter det danske tronskifte. Det fremgår af en meddelelse på Kongehusets hjemmeside.

Disse 50 firmaer er leverandør til det Kongelige Danske Hof

Danske:

  • A. C. Perch (te-handler)
  • Albani (øl og mineralvand)
  • Alida Marstrand (chokolade)
  • Anthon Berg (chokolade)
  • Arla (mejeriprodukter)
  • Beauvais (konserves)
  • Bisca (småkager og kiks)
  • Bornholms Konserves (fiskekonserves)
  • Carlsberg (øl og mineralvand)
  • Castello (ost)
  • Ceres (øl og mineralvand)
  • Danish Crown (slagterivirksomhed)
  • Dansukker (sukker)
  • Danæg (æg)
  • De Danske Spritfabrikker (spiritus)
  • Galle & Jessen (chokolade og lakrids)
  • Glyngøre Limfjord (fisk og rejer)
  • Glyngøre Shellfish (skaldyr og fisk)
  • Harboes Bryggeri (øl og mineralvand)
  • H.J. Hansen Vin (vinforhandler)
  • Høng Ost (skimmeloste)
  • Inco (fødevaregrossist)
  • Kalu (fødevareleverandør)
  • Kelsen Group (småkager)
  • Kjær & Sommerfeldt (vinhandler)
  • Kongens Bryghus (øl)
  • Kongsbak Lassen (fisk engros)
  • Limfjords Muslinger (østers)
  • Lurpak (smør)
  • Michelsens Chokolade (chokoladevarer)
  • Odense Marcipan (konfekture)
  • Peter F. Heering (likør)
  • Peter Justesen (vinforhandler)
  • Royal (øl)
  • Royal Greenland (fiskekonserves)
  • Skælskør Frugtplantage (marmelade og frugtsaft)
  • Steff-Houlberg (kødindustri)
  • Søemods Bolcher (bolsjer)
  • Thor (øl og mineralvand)
  • Toms (chokolade, konfekture)
  • Tuborg (øl og mineralvand)
  • Tulip Food Company (kødindustri)
  • Tørsleff (kolonial)
  • Wiibroe (øl og mineralvand)
  • Økotaste (kolonial)

Udenlandske:

  • Cognac Prince H. de Polignac, Paris (cognac)
  • Haig & Co. (whisky)
  • Möet & Chandon (champagne)
  • Ramlöse (mineralvand)
  • Warre & Co. (portvin)-

Kilde: Kongehuset

Flere artikler fra samme sektion

Sæsonen er skudt i gang: Nu breder dansk øko-grønt sig på butikshylderne

Nu ligger der for første gang i år økologiske danske radisser, spinat og pak choi i butikkerne. Hos de danske økologiske grøntsagsproducenter er sæsonen netop skudt i gang.

02-05-2024 4 minutter Forbrug,   Grøntsager

Økologisk Landsforening uddeler atter gratis blomsterfrø landet over

Den 5. maj kan man hente en gratis pose blomsterfrø i Føtex og Bilka landet over. Økologisk Landsforening uddeler i alt 38.000 poser for at give bierne mere mad og sætte fokus på de truede arter.

30-04-2024 5 minutter Biodiversitet

Nyt ejerskab skal stoppe slingrekurs, så Coop kan fokusere mere på kerneværdierne

Efter præsentationen af endnu et katastroferegnskab og med energiselskabet OK som ny medejer, har Coop lagt sig fast på en ny kædestruktur, som skal være med til at gøre Danmarks største salgskanal for økologiske fødevarer til en god forretning.

30-04-2024 6 minutter Detailhandel